Gå til hovedindhold

    Om Skjoldhøjskolen

    Skjoldhøjskolen rummer de klassiske danske folkeskoledyder: dannelse, læring, rummelighed og trivsel. Oveni det bestræber vi os på at skabe en hverdag med ro. Hvor skuldrene kan komme ned, hvor rammerne giver mulighed for fordybelse, så ny viden og forståelse kan få plads.

    Fællesskaber og rollemodeller

    Roen indfinder sig, når vores elever mærker, at vi vil dem. At de har en selvfølgelig plads i de fællesskaber, der indfinder sig. Vores medarbejdere er rollemodeller for den rummelighed, som spreder sig i børnefællesskaberne. Hvor mangfoldigheden er en styrke, som vi bruger i hverdagen. Det giver ro at vide, at man vigtig for fællesskabet.

    Området

    Skjoldhøjskolen er centralt placeret med kun otte kilometer til centrum af Aarhus. Vores ene nabo er Skjoldhøjparken, som med sine over 1000 boliger er en af landets største grundejerforeninger. Vores anden nabo er Skjoldhøj Kilen - et eventyrligt naturområde med skove, stier, søer og åer.  Vi trækker aktiviteterne herud, når en hånd på et træ kan understøtte roen, læringen og trivslen – det kan den tit.

    Ambitioner og det at være sammen

    Vi har mange ambitioner for vores elever. Vi ønsker de skal blive så dygtige som muligt. Skjoldhøjskolens lærere brænder for deres fag og de brænder for et dygtiggørende samarbejde. Derfor benytter vi os også af co-teaching, som sikrer, at elevernes forskellighed bruges aktivt med henblik på at styrke klassens relationer både eleverne imellem og mellem elever og lærere.

    Vi gør ting sammen. Vi underviser sammen, organiserer trivselsfagdage sammen, har morgensamlinger, har venskabsklasser, hvor børnene læser sammen på tværs af årgangene. Og vi har vores fælles antimobbestrategi, som er en helt afgørende del af Skjoldhøjskolens værdigrundlag.

    Skolen består af tre ligeværdige funktioner, nemlig undervisningsdelen, specialklasserne og fritidsdelen (SFO). Undervisningsdelen er opdelt i to afdelinger. Indskolingen og SFO for 0. – 5. klasse. og udskolingen for 6. – 9. klasse. Derudover en specialklasse afdeling, som indgår på de klassetrin, hvor eleverne er placeret.

    Alle har ret til et positivt fællesskab

    Vi driver skole med et lyst sind og troen på, at alle har ret til et positivt fællesskab. Vi løfter opgaven i et stærkt samarbejde mellem børn, forældre, medarbejdere og lokalområdet.

    Vi vil rigtig gerne vise jer, hvad vi kan. I skal være velkomne til at komme og se vores område, vores fantastiske faciliteter og Skjoldhøjskolen. Vi byder gerne på en kop kaffe og en snak.

    Sidst opdateret: 14. september 2026
    Aarhus Skyline