De grundlæggende behov
De grundlæggende behov forandrer sig selvfølgelig ikke, men i den kommende periode vil dit barn udvikle sig, møde nye udfordringer fagligt, socialt og personligt og være en del af en stor gruppe. Dit barns klasse vil derfor løbende skifte lærere, så læreren er rustet og har erfaringer med netop den aldersgruppe, dit barn er en del af.
Udfordringer på vejen
Du vil i løbet af skoletiden opleve, at der kan komme nogle udfordringer på skolerejsen, og at tingene ikke kører efter planen. Som skole er vi parate til at være med til at løse de vanskeligheder, dit barn vil kunne opleve i løbet af de 10 års udvikling, barnet skal igennem i skolen. Lad os hjælpes ad med at få dit barn bedst muligt igennem og få de værdifulde erfaringer, modgang også kan give.
Principper for det gode skole-hjemsamarbejde
Skolebestyrelsen har udarbejdet de principper, vi som skole følger, når det drejer sig om det gode skole-hjemsamarbejde.
Forventninger
Det er vigtigt for os, at vi har et godt samarbejde og en god kommunikation om dit barns udvikling. Vi garanterer hurtig kontakt, hvis der skulle opstå noget uhensigtsmæssigt for dit barn i løbet af skoledagen.
Vi forventer af dig, at du bakker op om jeres barns skolegang ved at sørge for nok søvn og god kost. Derudover forventer vi, at dit barn har en almindelig respekt for andre mennesker og indgår positivt i et fællesskab.